Udgangspunktet var dukker som Gertrud Exner har skabt gennem de sidste 10 år til diverse teaterforestillinger på bl.a. Århus teater, Nørregaards teater, Teater Møllen m.fl.
Men udstillingen blev både et retrospektivt vindue for dukkerne, og et billede på hendes scenekunstneriske virke i bredere forstand.
Stærkt inspireret af en studietur til Japan 2011 foregik turen på en bevidst guidet og kontrolleret facon. Som en scenekunstnerisk vandring med udgangspunkt i forestillingen “Vejen rundt”.
Installationer fra Gertrud Exners forestillinger kunne opleves med lyd, bevægelse og billede som et glimt fra en forestilling, men også som selvstændige værker.
Under perioden spillede forestillingen “ANNO ANNI” på stedet i forbindelse med Silkeborg dukketeaterfestival. Hermed blev cirklen sluttet fra ide, billede, installation til en helhed med forestilling.